Mikael Olesen / Phil Shivers (Dansk sangskriver, sanger samt mandolin - og guitarekvilibrist)
Efter at have hørt og set Kirsti Meiers spille på Christians' Operaen, genkender jeg nu begrebet Utilregneligt nærvær, som en følelse. Og det er efter min mening, det kunstneren unægtelig bidrager til i vores fortænkte verden. I al sin enkelhed at befinde sig i det æstetiske rum med stadig ægte kærlighed til det håndgribelige sådan det tænkte bliver til følelse – og hvis det også sker for dem der lytter, så kan kunstneres sit kram – og det kan Kirsti Meiers.
Som en diva klædt i sort, for at understrege musikkens ægteskab med dette jordelige ego sætter Meiers sig til sit Rhodes og sine maskiner. En fremragende teknisk kunnen sætter tonen an fra starten og lader mig vide at jeg er i trygge kyndige hænder. Men med Kirsti Meiers skal ikke være nogen trygge steder at gemme sig. Ingen lette udveje. Det hele foregår lige her og nu. Med skønne tråde til Kate Bush deler Kirsti meiers vandene i lige dele af no bullshit og lyt nu for helvede. Intet er fejet under gulvtæppet og den sande kunstner træder frem. Men pompøsitet og styrke giver Kirsti sin indre monolog fri og spiller musikken med overskud og dynamik. Musikken har nerve og krummelurer som du kan dykke ned i. Der er mobrid humor i teksterne som titter sit uberegnelige ansigt frem når, der midt i en storladen fong af pop og hymne, udtrykkes med umiskendelig præcision “Im not stable” lagt ned i et djævelsk oktavfilte der får humorhårene til at rejse sig. Det hele foregår lige her og nu. Og nuet er der hvor Kisti Meiers befinder sig på scenen. Lyt og du skal finde det, ellers overladt til dine forestillinger om kunstnerens genkendelighed og leflen. Og den finder du ikke her. Hvad mere kan man ønske sig af en kunstner og en optræden?
